09. juni 2014

Tørdok ramme om det nye søfartsmuseum i Helsingør

Tørdok ramme om det nye søfartsmuseum i Helsingør
Tekst og fotos: Journalist Aage Krogsdam

Et museum under jorden. Det er, hvad man oplever, når man besøger MS Museet for Søfart  i Helsingør. Det åbnede i foråret. Det spektakulære museum er bygget rundt omkring den gamle tørdok i det tidligere Helsingør Skibsvært.
Af hensyn til det tætte naboskab til Kronborg, som er fredet, skulle arkitekterne skabe et museum, som kun måtte hæve sig maksimum en meter over jorden. Det fortalte museumsdirektør Camilla Mordhorst  til en snes rejsejournalister ved Danske Rejsejournalisters medlemsmøde på museet i slutningen af maj. Udover at høre om museet og en rundvisning, hørte vi udviklingschef og marketingchef Birgitte Bergman, Visit Nordsjælland fortælle om, hvordan det er lykkes at skabe vækst i turisme til Nordsjælland i modsætning til andre regioner i landet.
Under mottoet Kongernes Nordsjælland er det lykkes at få alle regionens kommuner til at trække på samme hammel og samarbejde, og det har givet pote med en vækst på over 6 %, fortalte marketingchefen. Også erhvervsturisme var i fokus ved et indlæg af chefkonsulent Berit Elmark.                                                                                                                                    

Efter de interessante indlæg var vi alle på rundvisning på museet. Det var helt klart deltagernes opfattelse, at opgaven med et museum under jorden var en god idé, og at arkitekterne havde løst opgaven til ug med kryds og slange.

Museum med skrå gulve
Ankommet til museets indgang følger man de skrånende broer ned i den gamle tørdok mellem Kronborg og Kulturværftet og træder ind i et underjordisk museum, tegnet af det verdenskendte arkitektfirma BIG, Bjarke Ingels Group.
Den moderne arkitektur og dokkens dybe, åbne, udendørsrum med fri adgang for alle, indbyder til ophold, cafébesøg og mangfoldige kulturaktiviteter i samarbejde med naboerne, under navnet ”Kulturhavn Kronborg”. Når man går rundt i museet på de skrå gulve, har man hele tiden fornemmelsen af at gå på et skibsdæk.

Her møder man en farverig verden med stribevis af udstillinger, der fortæller om Danmark som en af verdens førende søfartsnationer i fortid og nutid. Museets maritime samlinger udstilles i stemningsfulde og ofte dramatiske montrer. Arkitekturen og udstillinger er med til at gøre museet nærværende, involverende og tilgængeligt for alle besøgende. Museumsbygningen er et stykke ikonisk arkitektur, hvor publikum færdes i ét sammenhængende rumforløb, som breder sig på let skrånende gulve i skiftende højder omkring og hen over den gamle dok.
Udstillingsmontrerne er ikke de traditionelle firkantede, men er fem, seks og nikantede og passer til de genstande om det maritime liv, som her genfødes ved hjælp af levende billeder, lyde og masser af fotostater og malerier.  Som gæst kan du se, lytte og selv aktivt opleve den maritime verden. I montrerne med skibsmodeller fra forskellige tidsepoker i de sidste 200 år er modellerne i montrerne fra 2. Verdenskrig anbragt med stævnen nedad som symbol på, at disse skibe sank med mand og mus.  Udstillingens flåde af handelsskibe fortæller om skibsbygningskunstens udvikling fra 1700- tallet og frem til verdens største containerskibe, olietankere og bulcarieskibe fra de seneste tre år med verdens største containerskib MS Mærsk Mc- Kinney Møller i spidsen. Skibet, der er omkring 400 meter langt, har plads til godt 18.000 containere.



I tematiske nedslag hvirvles vi ind i de søfarendes mange udfordringer med at navigere på verdenshavene, blandt havnebyernes fristelser og i familiens favn.  I kopier af havnemiljøer verden rundt oplever vi myterne om det maskuline sømandsliv og fristelserne, som sømænd mødte i hver en havn. Vi sætter os i kaptajnens sæde, hvor han sejlede mellem de danske kolonier i 1700-tallet. Dengang havde Danmark i lighed med mange europæiske lande kolonier både i Caribien, Fjernøsten og Afrika. Vi bevæger os fra tidsbillederne i 1700- tallet og frem til i dag, hvor shippingmanden i rederikontoret dirigerer verdenshandlen og ser, hvordan mange af de dagligvarer, vi har til rådighed i dag, har rejst tusinder af sømil for at ende i vort lokale supermarked.

Vikingerne startede det hele
I udstillingerne møder man en flåde af handelsskibe og en flåde af personlige historier bundet sammen med museets samlinger fra de sidste fire århundreder og dermed dansk søfart i globalt perspektiv i fortid og nutid.
Man kan måske sige, at lige siden vikingerne rejste rundt i deres skibe på hele den nordlige halvkugle, har danskerne været en førende søfartsnation. Via søfarten og den handel og de kulturpåvirkninger, som den er en del af, har Danmark altid været bundet sammen med resten af verden. Det er den historie og den nutid, der bliver foldet ud på M/S Museet for Søfart.
Udstillingerne er udviklet i samarbejde med udstillingsdesignere Kossmann.dejong fra Amsterdam
”Med det nye museum får søfartens historie endelig den vægtige ramme, som emnet
fortjener,” siger  direktør for Søfartsmuseet Camilla Mordhorst og fortsætter:
”Danmark er en søfartsnation. Se blot på, hvor de store, danske byer er placeret - ved vandet. Havnemolerne er ikke byernes ende, men porte til vores omverden. Det nye søfartsmuseum vil vise, at søfarten ikke blot er et af vores ældste og vigtigste erhverv, men fuld af historier om udsyn og globale forbindelser. Den rå, moderne dok og BIGs visionære arkitektur giver de bedste muligheder for et museum, som ser på, hvor vi vil hen i lige så høj grad, som hvor vi kommer fra, slutter museumsdirektøren.


Udviklings- og marketingchef Birgitte Bergman, Visit Nordsjælland  ( tv) sammen med direktør of MS Museet for Søfart i Helsingør Camilla Mordhorst.
 


Til nyhedsoversigt
  • Se alle