13. marts 2014

En fængslende oplevelse

Horsens og Herning
En fængslende oplevelse at besøge Horsens før ferie for alle i Herning

Af Lissen Jakobsen

Den 21, februar tog 20 medlemmer sammen i bus til Herning for igen at opleve Ferie for Alle og ikke mindst prisoverrækkelserne til hhv. Årets Rejsejournalist og Havfrueprisen.
I lighed med andre år tog vi af sted dagen før. Denne gang til Horsens. Det flotte og interessante arrangement stod vores medlem Bernt Hansen for i samarbejde med foreningens sekretær, Aage Krogsdam, og Lene Kamilla Hansen fra Visit Horsens, som stod klar til at vise rundt ved ankomsten.
Vi begyndte i Steensballegård Golfklub, hvor direktør Gitte Stenz havde inviteret på en dejlig frokost med udsigt til den naturskønt beliggende golfbane, en af landets bedste med 27 huller.
Turen gik bagefter til Danmarks Industrimuseum, der på en inspirerende måde viser Horsens som en gammel industriby. Den engagerede leder, Ole Puggaard, gav en god rundtur. I tilknytning til museet ligger nogle lejligheder, der viser, hvordan en arbejderfamilie har boet i forskellige årtier.

Fængslet
Horsens er i de senere år blevet noget af en oplevelsesby, ikke mindst på musikområdet. På dagens program stod naturligvis også det gamle fængsel i Horsens, som mange havde glædet sig til at se. Det lukkede i 2006 efter 153 år, men er genåbnet som kulturattraktion og eventsted i Horsens. Fængslet fremstår stort set som før, men indholdet er selvfølgelig et ganske andet. Centralt står Fængselsmuseet, hvor man med autentisk fængselsstøj i højttalerne, billeder, enormt mange genstande og de autentiske rammer har skabt en helt unik museumsoplevelse. Den guidede rundtur til diverse celler og opholdsrum gav et godt indblik i, hvordan livet gik for sig bag murene.
Blandt de ufrivillige gæster sad justitsminister P.A. Alberti her fra 1910-17 for bedrageri og underslæb. Flugtkongen Carl August Lorentzen gravede sig ud i 1949 efter næsten et års arbejde med en 18 meter lang tunnel, men blev fundet efter få dage. Og den unge Jens Nielsen var den sidste i Danmark, der fik eksekveret en dødsdom i fredstid. Han blev halshugget i fængselsgården i 1892.  
Det gamle statsfængsel hedder som kulturinstitution bare FÆNGSLET og danner ramme om en lang række aktiviteter og aktører, der på hver sin måde vil spille op af den specielle kontekst. Fængselsgården er indrettet til koncertområde med en masse koncerter i sommerhalvåret og events for enhver smag. Horsens kendte middelalderfestival er bl.a. flyttet til Fængselet og tiltrak sidste år mange mennesker. Man kan leje lokaler til møder, konferencer, fester og andet i de omgivende bygninger, ligesom en kunstnergruppe har til huse her, og det samme gælder Visit Horsens. Den kendte, årlige Krimimesse finder meget passende også sted her.

Hotel Opus  
Foruden Horsens Musikteater har byen også Forum Horsens og Casa Arena, en stor idræts- og kulturhal & stadion. Desuden ligger byens store og meget velbesøgte svømmehal med 30 grader varmt vand her, Aqua Forum.
Det smukke Hotel Opus, der åbnede i 2007, havde venligst stillet værelser til rådighed. Hotellet har ca. 130 rummelige værelser, er firestjernet men med femstjernede konferencefaciliteter, som direktør René Sørensen sagde. Lobbyen er et meget stort åbent rum med flere etager til træloftet, der hviler på fire enorme træbjælker. Det er en flot og luftig konstruktion af arkitekt Kim Utzon. I restauranten bød hotellet på en fortræffelig middag. Hermed en stor tak til Hotel Opus og til alle, der bød os velkommen og stod for arrangementet. Også tak til vores chauffør Karsten fra St. Grandløse Busser. Efter to travle og inspirerende dage gik det retur fredag aften København.
  
 


Til nyhedsoversigt
  • Se alle