24. oktober 2014

Bedre etik, tak

Bedre etik, tak
Det blev en livlig debat og noget af en øjenåbner for en del af de godt 40 deltagere, da Danske Rejsejournalister d. 22. oktober havde indbudt til debat på Hotel Guldsmeden Babette i København om OTA’ernes rolle i forbindelse med bl.a. booking af hotelværelser.
OTA står for Online Travel Agency og er f.eks. søgemaskinerne/portalerne booking.com og hotels.com. Førstnævnte var repræsenteret ved landechef Henrik Strand, sidstnævnte havde ikke svaret på vores opfordring om at deltage. Booking.com har 8000 ansatte på 140 kontorer i 195 lande.  
Henrik Strand sad i den varme stol, for der var udpræget kritik af bookingportalernes store dominans og måde at arbejde på. Alt for store dominans, sagde direktør for HORESTA, Katja Østergaard. Hun henviste til en ny undersøgelse, som viser, at 22 procent af hotelværelserne i Danmark bookes af OTA’er, 31 procent bookes telefonisk og ca. halvdelen bliver stadig booket direkte på hotellet. Stort set samme tal ses i en europæisk undersøgelse. Det er at misbruge sin markedsstilling, sagde hun.


Affiliates
Hotelkæden Guldsmedens direktør, Sandra Plesner Weinert, var vært for arrangementet i Bredgade, og hun er meget træt af situationen. For kort sagt så koster det en masse penge at samarbejde med booking-portalerne, hvilket man nærmest er nødt til. Men det største problem er, at man ikke kan gardere sig imod de såkaldte affiliates, andre sites/portaler, der mod betaling knytter sig på. Det betyder, at f.eks. et hotel bliver markedsført på mange tusind forskellige sites – mange, som man ikke selv har valgt og ofte ikke ønsker at være associeret med. Udover det er der tale om vildledning f.eks. i form af markedsføringstilbud, som en affiliate reklamerer med, men som pågældende hotel absolut intet har at gøre med og heller ikke ønsker at have.
I det hele taget er der tydeligvis gigantiske summer på spil. Guldsmeden Hotels bruger alene syv millioner kroner pr. år på at være til stede på booking.com med sine fire hoteller i København foruden det almindelige markedsføringsbudget. Men har ikke råd til ikke at være der. Booking.com og de andre portaler tager fra 15 til 25 procent i kommission.
”Vi er bare en distributionskanal. Det er ikke vores værelser”, sagde Henrik Strand.
Sandra Plesner: ”Det er hotellerne, der leverer værdien, skaffer arbejdspladser og betaler skat i Danmark – i modsætning til f.eks. booking.com, som er et hollandsk firma og derfor lægger skatten der. Google er den største affiliate af dem alle, og de sælger, som de vil. Men det skal ikke nødvendigvis gælde for titusindvis andre portaler. Det er en stor pærevælling, som jeg ikke ønsker at være i.”
”Vi har et affiliate filter, men det er måske ikke godt nok, erkendte Henrik Strand.  

Vil være sig selv
De vildledende tilbud er ikke blot et stort irritationsmoment. Det handler også om vigtigheden af at bevare sin identitet, og det man står for som virksomhed:
”Jeg har arbejdet målrettet med vores hoteller i 14 år, og den identitet, vi har skabt, ønsker jeg ikke at få ødelagt af alle de affiliates, der markedsfører på ublu vis. Vi bestemmer selv værelsespriserne, men de rabatter, der tilbydes, har ikke spor med os at gøre. Jeg vil have min egen synlighed og min plads tilbage”, sagde Sandra Plesner.
Debatten kom langt rundt med indlæg fra f.eks. andre hotelfolk og rejsebureaufolk. Den blev rundet af med, at ordstyrer Anne-Vibeke Isaksen bad de tre i panelet om at beskrive deres drømmescenarie:  
”Drømmescenariet er, at vi alle skal respektere normer og regler, der er etiske. Jeg vil være mig selv og kunne vise det, jeg kæmper for, nemlig at arbejde med bæredygtighed og økologiske produkter overalt.  Vi skal passe på os selv, og vi skal passe på jorden, sagde hoteldirektør Sandra Plesner, som har sine idealer i behold.  
Katja Østergaard: En platform skal kunne lede direkte til hotellernes egne websites, men det er blevet næsten umuligt.


Til nyhedsoversigt
  • Se alle