20. januar 2014

Fokus på dansk turisme

Turismen i Danmark: Enighed om målet, men ikke om strategien
Af Aage Krogsdam

Målet er der enighed om, nemlig at skaffe flere turister til Danmark. Men derudover er der manglende fodslag i turistbranchen, og de mange spillere kan ikke blive enige om strategien. Desuden er der ikke nok politisk vilje blandt Folketingets medlemmer til at investere i turismen. Det til trods for at både Horesta og Visit Denmark kan dokumentere, at en investering på cirka 70 mio. kr. årligt kan give cirka 6.000 nye arbejdspladser.

Det er konklusionen efter debatmødet i sidste uge på hotel WakeUp i København. Mødet var arrangeret af Danske Rejsejournalister, og omkring 50 medlemmer deltog i det livlige debatmøde, hvor turismeordførerne fra Socialdemokraterne og Venstre, Mette Reismann og Hans Chr. Thonning, direktør i Horesta, Katia K. Østergaard og direktør i Visit Denmark, Jan Olsen, sad i panelet.

Efter en kort velkomst af formanden for rejsejournalisterne Anne-Vibeke Isaksen orienterede direktør på hotel WakeUp Lars Pallisgaard kort om hotellet, som er relativt nyt og er blevet en stor succes med sit lavpriskoncept. Derefter kom hver af de fire indledere med et kort oplæg inden debatten, som blev styret kontant af Anne-Vibeke Isaksen.
I sit indlæg nævnte Jan Olsen bl.a., at turisterhvervet omsætter for ca. 82 milliarder kr. om året og beskæftiger 120.000 personer. Staten yder et tilskud på cirka 200 mio. årlige kr. til markedsføring af Danmark i udlandet, ligesom man får omkring 60 mio. kr. fra erhvervsorganisationer m. fl.. Men man har haft et ”underskud” de sidste 10 år årligt på omkring 70 mio. kr., som inflationen har ”spist”. Med disse penge kunne man skaffe yderligere 6.000 arbejdspladser inden for turismeerhvervet.

De to turistordførere erkendte, at der ikke i Folketinget er særlig meget fokus på dansk turisme. Mette Reismann (S), sagde bl.a. i sit indlæg, at regeringen har fokus på turismen som vækst- og jobskaber, men det må ikke koste noget. Ordføreren mente i øvrigt ikke, at flere penge ville løse problemet med manglende turister til Danmark.  Hans Chr. Thonning (V) sagde, at ”det er svært at få turismen på den politiske dagsorden. Der mangler ligesom en politisk interesse på Christiansborg. Holdningen er, at dansk turisme må klare sig selv,” sagde han.                                                      
Horestas adm. direktør, Katia Østergaard, dokumenterede, at Danmarks andel af overnatninger blandt de nordiske lande fortsat falder, selv om Danmark stadig har flest udenlandske turister, sammenlignet med de øvrige nordiske lande. Hun mente ikke, at rammerne for erhvervet er  i orden og hun trak igen den gamle traver om momsdifferentiering af turisterhvervet frem i debatten.                
”Momsen i Danmark er den højeste i Europa”, sagde hun og nævnte, at i eksempelvis Sverige har sænkningen af moms på restaurantbesøg skabt 10.000 nye arbejdspladser.

Efter de fire indlæg var der en meget livlig debat mellem panel og tilhørere. Men hvordan målet nås om flere turister blæser stadig i vinden.
  


Til nyhedsoversigt
  • Se alle