23. februar 2015

Niels-Henrik Jensen er Årets Rejsejournalist

Anne-Vibeke Isaksen, formand for Danske Rejsejournalister, overrakte diplom og blomster til en stolt rejsejournalist Niels-Henrik Jensen



Fortælleglæden er åbenlys hos årets prisvinder, som modtog hæderen under åbningen af Skandinaviens største feriemesse, Ferie for Alle, i MCH Messecenter Herning.
 
I motivationen fra rejsejournalisternes formand Anne-Vibeke Isaksen lød det blandt andet: 
 
Du har besøgt Antarktis og Grønland - og en masse spændende steder derimellem, og vigtigst af alt, så brænder du altid efter at fortælle den gode historie, når du kommer hjem. Det kommer både læsere og gæster til dine inspirerende foredrag til gode, når du beretter levende og interessant. Det er tydeligt at mærke, at du brænder for dit fag, og det er en af mange ting, som gør dig til en fornem repræsentant for faget. 
 
Du byder desuden ind med viden, grundighed og ikke mindst godt humør både i tekst og i levende live, hvilket gør dig populær hos læsere, redaktører og ikke mindst kollegaer. Du har altid noget på hjerte, men formår at servere det underholdende, så det trænger ind hos modtageren, og det må være en af de største kvaliteter, en rejsejournalist kan have.
Niels-Henrik Jensen, også kendt som Koldingskriveren, skriver for medier såsom Nordjyske Medier, Kristeligt Dagblad, check-in Billund, JydskeVestkysten og Dagbladenes Bureau.
 
Prisen som Årets Rejsejournalist består, ud over æren og et diplom, af en luksusovernatning på Hotel Hilton Airport i København og en rejse sponseret af Spies Rejser til en destination efter eget valg. Prisen blev uddelt for niende gang af Foreningen af Danske Rejsejournalister på Ferie for Alle i MCH Messecenter Herning, fredag 20. februar, og går til en journalist eller fotograf, der gennem rejseartikler, radio- eller tv-programmer har udvist et særligt initiativ.


Til nyhedsoversigt
  • Se alle