09. marts 2010

Referat af generalforsamling 2010

Referat af generalforsamling i Danske Rejsejournalister tirsdag den 9. marts 2010 på Radisson Blu Royal Hotel

Dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent  
3. Formandens beretning
4. Regnskab for 2009
5. Kontingent
6. Valg af formand
7. Valg af bestyrelsesmedlemmer
8. Valg af revisor og revisorsuppleant
9. Forslag fra medlemmerne
10.Evt.

Generalforsamlingen indledte med et minuts stilhed for mindes de to afdøde medlemmer, Nikola Kescíc og Poul Utzon Buch.

Punkt 1:
Valg af dirigent: Bernt Hansen blev valgt som dirigent. Bernt Hansen indledte med at konstatere, at generalforsamlingen var rettidigt indkaldt.

Punkt 2:
Valg af referent: Henrik Lange blev valgt som referent.

Punkt 3:
Formandens beretning: Formand Anne-Vibeke Isaksen afgav beretning for 2009. Hovedpunkterne var følgende: Navnet Danske Rejsejournalister er efterhånden ved at være brændt fast på nethinden ude i verden, selvom det gamle navn stadig stikker hovedet frem en gang imellem.

For freelancerne har 2009 været et hårdt år, og der har været besvær med afsætning. Honorarerne hos medierne har været presset helt i bund. Også de udenlandske turistbureauer har mærket krisen: De har haft mere end svært ved at skaffe deltagere til årets presserejser.

Aktivitetsniveauet i foreningen har været ganske pænt med både flere brunchmøder samt cafemøder. Det største tilløbsstykke var debatmødet om sponsoreret journalistik i sensommeren, der også fik en del opmærksomhed i både branchen og i rejsemedierne.

Og så havde foreningen for en gang skyld held med et arrangement i Jylland: Endagsturen til Aalborg i april med pressemøde i Aalborg Lufthavn og besøg på Utzon Centret i Aalborg Centrum, tiltrak et meget fint antal deltagere. Både SAS, Cimber Sterling og Norwegian støttede op med flybilletter til arrangementet.

I september stillede Books on Demand op og orienterede om mulighederne for selv at udgive bøger via nettet. Mødet med Books on Demand var også velbesøgt og pegede også fremad mod nye afsætningsformer.

Desuden var der også fin tilslutning til det årlige sociale arrangement på Bakken i juni. Hertil kommer de netop afholdte prisuddelinger på Ferie i Bella og Ferie for alle i Herning. Mange af årets arrangementer er i øvrigt blevet afholdt med hjælp og økonomiske støtte fra diverse velvillige sponsorer.

Desuden blev der redegjordt for erfaringerne med den kollektive rejseforsikring i 2009, det første hele år med den nye rejseforsikring. Det har været udfordrende og ganske ressourcekrævende at håndtere rejseforsikringsordningen i praksis for bestyrelsen, herunder bl.a. håndtering af flere enkeltsager samt opgørelsen af antallet rejsedage fra medlemmerne.

Vedrørende økonomien, så har foreningen overordnet en fin økonomi, og bestyrelsen har været meget opmærksom på at bruge penge til diverse arrangementer – uden at bruge for mange penge.

I fremtiden vil bestyrelsen især arbejde på at videreudvikle de netværksmøder mellem A- og B-medlemmer, så den vigtige dialog mellem A- og B-medlemmer kan opretholdes.

Reaktioner på formandens beretning:
Johnny Balslev spurgte ind til prisforskellen mellem tilbuddet fra Take Off i 2009 og Stand By i 2010. Svaret var, at prisen på Stand By i 2010 var cirka 20 % højere p.g.a. portostigninger.

Kaj Spangenberg opfordrede til, at foreningen i højere grad selv arrangerede presseture med egenbetaling frem for inviterede ture. Det udløste en generel debat om individuelle rejser kontra inviationsrejser, og det var både argumenter for og imod begge typer rejser.

Niels Henrik Jensen foreslog, at bestyrelsen arbejdede på at arrangere ”Rejsejournalistens dag”, hvor man kunne udveksle faglige betragtninger en hel dag frem kun at arrangere brunchmøder/ frokostmøder. Den opfordring tog bestyrelsen til efterretning.

Flere medlemmer opfordrede desuden til, at medlemmerne blev gjort opmærksomme på muligheden for at lægge beskrivende tekst ind på de enkelte medlemsprofiler. Det ville bestyrelsen sende en mail ud om til A-medlemmerne.

Formandens beretning blev efterfølgende godkendt.

Punkt 4:
Regnskab 2009: Kasserer Aage Krogsdam fremlagde regnskabet for 2009 og glædede sig over, at underskudder på 33.000 kr. i 2008 var blevet afløst af et overskud i 2009 på 19.000 kr.

Årsagen til overskuddet er især kontingentstigningen fra 2009 til 550 kr. Desuden har brugerbetalingen til udstedelsen af pressekort hjulpet til, og samtidig har det sociale arrangement på Bakken i juni ikke belastet årets regnskab i kraft af bidrag fra sponsorer. Regnskabet for 2009 blev godkendt af generalforsamlingen. Efterfølgende fremlagde Aage Krogsdam et budget for 2010. Budgettet blev ligeledes godkendt.

Status på Gouda Rejseforsikring: Jørn Henrik Jørgensen fremlagde en detaljeret status i forhold til foreningens kollektive rejseforsikring.

2009 var således et ”forsøgsår”, og efter erfaringerne i 2009, anbefaler bestyrelsen en række ændringer til ordningen.

Det vigtigtste ændringer er et loft på 40 rejsedage. Forsikringen dækker således A-medlemmernes første 40 rejsedage, regnet fra kalenderårets start, og fordelt på områderne Norden, Europa og Verden. Overskrider man grænsen på de 40 rejsedage, skal de overskydende rejsedage efterbetales til foreningen efter kalenderårets afslutning. Desuden skal alle A-medlemmer, der er omfattet af ordningen, underskrive og returnere et nyt dokument til bestyrelsen, der præciserer de nye betingelser i 2010.

Desuden vil alle A-medlemmer blive udstyret med navn, e-mail og direkte telefon nummer på vores kontaktperson i Gouda, som ligger inde med betingelserne for netop vores forsikring. Dermed lettes den praktiske administration af forsikringen for både A-medlemmer og Gouda, hvis man pludselig får brug for rejseforsikringen.

Yderligere oplysninger om Danske Rejsejournalisters kollektive rejseforsikring med Gouda på www.gouda.dk. Dog skal medlemmerne være opmærksomme på, at bl.a. kontaktoplysningerne til Gouda ikke vil fremgå af hjemmesiden. Derfor opfordres medlemmerne til at printe betingelserne ud og have dem liggende sammen med deres øvrige rejsedokumenter.

Punkt 5:
Kontingent 2010: Kontingentet for 2010 er uændret. Dvs. 550 kr. for A-medlemmer og B-medlemmer. 300 kr. for C-medlemmer.

Punkt 6:
Valg af formand: Anne Vibeke Isaksen blev enstemmigt genvalgt som formand for de kommende to år. Kasserer Aage Krogsdam var ikke på valg i år.

Punkt 7:
Valg af bestyrelsesmedlemmer: Lissen Jacobsen, Lars Johansen og Flemming Larsen var villige til genvalg. De blev alle tre enstemmigt genvalgt for ét år.

Henrik Lange og Jørn Henrik Jørgensen ønskede ikke genvalg, og trådte ud af bestyrelsen. I stedet blev Peter Fredberg og Anne Orholt enstemmigt valgt ind som nye medlemmer af bestyrelsen.

Punkt 8:
Valg af foreningens revisor: Arne Hansen blev nyvalgt som revisor. Desuden genvalgtes revisorsuppleant, Poul Hedemann. Begge enstemmigt.

Punkt 9:
Behandling af indkomne forslag: Der var ikke indkommet forslag fra medlemmerne.

Punkt 10:
Eventuelt: De to afgående bestyrelsesmedlemmer, Henrik Lange og Jørn Henrik Jørgensen, blev takket for en flot indsats i foreningens bestyrelse gennem flere år.

Desuden blev Jørn Henrik Jørgensen udnævnt til æresmedlem af Danske Rejsejournalister under stående klapsalver.

Anne Vibeke Isaksen bad desuden de fremmødte om at takke Anette Sørensen fra Færøernes Turistkontor for mange års tro tjeneste for øerne i Nordatlanten. Færøernes Turistkontor i København blev nedlagt ved udgangen af januar 2010.

Bernt Hansen takkede herefter for god ro og orden under generalforsamlingen.

Dirigent Bernt Hansen
Referent Henrik Lange


Til nyhedsoversigt
  • Se alle