11. april 2016

Referat og regnskab af generalforsamling i Danske Rejsejournalister

 

 

Tirsdag 1. marts 2016 kl. 10.30 på Hotel Radisson Blu Scandinavia, København.  

                                      

Dagsorden ifølge vedtægterne.

 

Pkt. 1. Valg af dirigent.

Bestyrelsen foreslog Lars Thykier, direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.  Lars Thykier blev godkendt af generalforsamlingen. Lars Thykier kunne derefter konstatere, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt bl.a. ved mail til medlemmerne af 25. februar 2016. Han konstaterede samtidig, at der var 31 stemmeberettigede til stede, og at der kræves mindst 21 stemmer for vedtagelse af vedtægtsændringer.

 

Pkt. 2. Valg af referent. 

Bestyrelsen foreslog Lissen Jacobsen, der blev valgt.

 

Pkt. 3. Formandens beretning for 2015 om foreningens virksomhed. 

Beretningen blev indledt med at mindes vort nyligt afdøde medlem Birgit Dalkov.

 

Formand Anne-Vibeke Isaksen fortalte om et aktivt 2015. Men også et udfordrende år med diskussioner om foreningens ståsted nu og fremover. Vi har haft en række medlemsmøder, både med godt og mindre godt besøg, hvilket vi analyserer og tager til efterretning. Nogle ramte ikke lige i solar plexus. Det gjorde besøget i Odense en route til Ferie for Alle i Herning. Her modtog Niels Henrik Jensen prisen som Årets Rejsejournalist, mens Færgen fik Havfrueprisen. Det samme gjaldt foreningens 40 års-jubilæum 5. maj med 60 deltagere.

Desværre fik et ellers meget givende panelmøde om rejseforsikringer i april et ret beskedent fremmøde.

Ligeledes måtte vi aflyse et møde med Tivolis direktør Lars Liebst m. fl, i september på grund af for få tilmeldinger, mens første medlemsmøde efter sommeren med Tysklands nye turistchef, Bo Lauridsen, gik bedre. 

Østrigs Turistkontor afholdt et ski-destinationsmøde, mens Ehrenberg Kommunikation inviterede i Det Ny Teater, hvor diverse destinationer fra Salzburgerland var til stede. Her var ikke mindst 50-året for musicalen ”The Sound of Music” et vigtigt tema. 

Et arrangement med Grønlands, Islands og Færøernes turistchefer på Nordatlantens Brygge var meget succesfuldt med et godt fremmøde (ca. 30). 

Vi formidlede også flere invitationer til rejsejournalister videre i løbet af året. 

En lovet ”Rejsejournalistens Dag” arbejder vi videre med, så den kan afholdes i år.  

(I 2016 har vi foreløbig afviklet et panelmøde, og en gruppe på ca. 25 deltog i turen til Kolding på vej til feriemessen i Herning. Her uddelte vi igen vores to priser). 

 

Takket være vores sponsorer har medlemsarrangementerne været gratis eller meget billige. Vi holder balancen ift. at bruge sponsorer uden at være ”snasket ind” med nogen. Sponsorer i 2015 var i vilkårlig rækkefølge: Hotel Guldsmeden, Bravo Tours, Radisson Blu hotelkæden, SOS International, Spies Rejser, Hotel Hilton, SafeAway, turistkontorerne for Grønland, Island og Færøerne, Albatros, British Airways, Vitus Rejser, Atlantic Link, Ehrenberg Kommunikation, FDM Travel, Visit Odense samt virksomheder og andre i Odense. Tak til alle. 

 

Medlemstallet steg i 2015 som følge af tilgang af en række nye, yngre medlemmer. Flere ældre medlemmer har til gengæld i 2016 ikke fornyet kontingentet og er dermed ikke længere medlemmer. En tendens vi nok vil se mere af i de kommende år. Netop nu, marts 2016, er medlemstallet godt en halv snes mindre end sidste år. 

 

Bestyrelsen har besluttet at holde færre medlemsmøder i 2016, da det kan være svært at samle medlemmer nok til dem alle. Vi ser hellere færre velbesøgte møder med høj kvalitet. Det er et stort arbejde at etablere møderne, men vi ser heldigvis ofte, at det lykkes. Det er ikke mindst vores debat- eller panelmøder, der trækker mange, og dem arbejder vi videre med. Vi fastholder no show-gebyr, selv om det ikke altid er populært. Man må melde afbud, hvis man bliver forhindret. 

 

Vores webside har fundet et godt niveau, og Facebook-siden kører også ganske godt med aktivitet og interaktion. Det netværk, som vi får gennem Danske Rejsejournalister, er vigtigt for de fleste – det viser den medlemsundersøgelse, som vi har gennemført fornylig. Det er her, kræfterne skal sættes ind. Undersøgelsen gav desuden mange gode forslag til møder, og tips og ideer er altid velkomne. Tak til medlemmerne og bestyrelsen.

Med kun få kommentarer om behovet for at holde andre typer af møder, og det ærgerlige i, at timingen af dem til tider kan forhindre nogen i at komme, blev beretningen enstemmigt vedtaget. 

 

Pkt. 4.  Kassererens årsregnskab med revisors udtalelser. 

Aage Krogsdam gennemgik regnskabet for 2015. Foreningen har et lille overskud på små 5000 kr. samt en formue på godt 95.000 kr. Regnskabet blev godkendt.

 

Pkt. 5. Kontingent 2016. 

Selv om medlemstallet er gået en smule ned (trods nye medlemmer i løbet af 2015), har vi stadig en pæn formue. Bestyrelse foreslår derfor samme kontingent i 2017. Vi overvejer, hvordan formuen kan sikres bedre. Fremover skal dette punkt komme efter punktet om ”forslag”, idet forslag vil kunne medføre et større budget og kontingent.   

 

Pkt. 6.  Valg af formand og kasserer. 

Formand vælges for to år ad gangen i lige år, mens kasserer vælges i ulige år. Anne-Vibeke Isaksen blev genvalgt for to år uden modkandidater.

 

Pkt. 7.  Valg af 6 bestyrelsesmedlemmer. 

Bestyrelsesmedlemmer vælges for et år ad gangen. Alle i bestyrelsen med undtagelse af Lars Johansen, der ikke mere arbejder med rejsestof, var på valg og blev genvalgt. Som nyt bestyrelsesmedlem foreslog bestyrelsen freelance-rejsejournalist Judith Betak, og hun blev valgt. Bestyrelsen består således af Anne-Vibeke Isaksen, Aage Krogsdam (kasserer), Flemming Larsen, Lars Dyhr, Hanne Høiberg, Rikke Koks Andreassen, Judith Betak og Lissen Jacobsen. 

 

Pkt. 8. Valg af revisor og revisorsuppleant. 

Begge vælges for 1 år ad gangen. Arne Hansen valgtes som revisor, Poul Hedemann valgtes som suppleant. 

 

Pkt. 9. Medlemsforslag, som skal være bestyrelsen i hænde senest 14 døgn før den ordinære generalforsamling. 

 

 

Der var indkommet to forslag:

 

Forslag til vedtægtsændringer (indsendt af Karin Bech): 

”Der er nogle mangler, sproglige unøjagtigheder og ulogiske rækkefølger i foreningens vedtægter. Jeg foreslår derfor, at vi gennemfører følgende syv vedtægtsændringer. (Ændringer kræver jfr. vedtægternes § 15 to tredjedeles flertal blandt de fremmødte):

§ 2 Foreningens formål:


Nuværende tekst:

2. Foreningens formål er


a) at fungere som faglig organisation for rejsejournalister, rejseskribenter, forfattere, tegnere, fotografer, TV- og filmmedarbejdere med væsentlig relation til rejsebranchen

b) at fungere som bindeled til rejsebranchen
c) at tage initiativ til faglige arrangementer om rejseliv i alle aspekter. Eksempelvis foredrag, debatmøder, faglige kurser, rejser, ekskursioner og virksomhedsbesøg.

 

Ændringsforslag 1 i 2 a) ændres ordene "faglig organisation" til "interesseorganisation". Begrundelse: Foreningen fungerer ikke som en faglig organisation i den gængse forstand, idet den ikke indgår aftaler på medlemmernes vegne, vejleder om løn- og arbejdsforhold eller lignende. Ordet interesseorganisation er dækkende for foreningens virke. 

Forslaget blev godkendt.

 

Ændringsforslag 2: I 2 a) tilføjes et eksempelvis, så der står eksempelvis rejsejournalister, rejseskribenter etc." 

Begrundelse: Verden udvikler sig, og vi får heldigvis nye arbejdsområder. Fx har vi nu bloggere som medlemmer. Ved at tilføje et f.eks. kan vi fremover optage alle typer mediemedlemmer med væsentlig relation til rejsebranchen - uanset hvilke nye medier, de boltrer sig i. 

Forslaget blev godkendt.

 

11 Dagsorden til generalforsamling
Nuværende tekst: Se vedtægterne og den udsendte dagsorden.
Ændringsforslag 3: Det nuværende punkt j) med ordlyden "Medlemsforslag, som skal være bestyrelsen i hænde senest 14 døgn før den ordinære generalforsamling, flyttes op som punkt e), dvs. før fastsættelse af kontingent. 

Begrundelse: De forslag, der kommer fra medlemmerne, kan have indflydelse på næste års budget og kontingent. Derfor bør forslag behandles, før kontingentet fastsættes. 

Forslaget blev godkendt. 

 

Ændringsforslag 4:

Desuden ændres ordlyden af det nuværende punkt j) til:

"Forslag fra bestyrelse og medlemmer. Medlemsforslag skal være bestyrelsen i hænde senest 14 døgn før den ordinære generalforsamling."

Begrundelse:

Der mangler et punkt, der hedder forslag fra bestyrelsen. Det er logisk at behandle forslag fra bestyrelse og medlemmer samlet, blandt andet fordi, der kan være overlappende eller modstridende forslag. 

Forslaget blev godkendt.

 

Ændringsforslag 5:

Det nuværende punkt e) "Forslag til kontingent" flyttes ned som punkt f) - og litra (den alfabetiske nummerering af de øvrige punkter) justeres. 

Begrundelse:

Dette er en konsekvens af ændringsforslag 5. 

Forslaget blev godkendt.

 

Ændringsforslag 6:

Ordlyden af nuværende punkt e) "Forslag til kontingent." ændres til "Budget for det kommende år, herunder fastsættelse af kontingent."

Begrundelse:

Der mangler et punkt om budget, og budgettet er afhængigt af kontingentet - og vice versa. Derfor er det logisk at behandle disse to emner under ét. 

Forslaget blev godkendt.  

 

Ændringsforslag 7:

Efter nuværende punkt h) valg af menige bestyrelsesmedlemmer tilføjes et nyt punkt med ordlyden:

"Valg af 3 suppleanter til bestyrelsen. Heraf vælges 2 fra kredsen af mediemedlemmer og en fra kredsen af branchemedlemmer. Suppleanterne vælges for 1 år ad gangen" 

Hvis forslaget vedtages, justeres litra (den alfabetiske nummerering af de øvrige punkter). 

Begrundelse:

I tilfælde af sygdom, jobskifte osv. er det vigtigt at have suppleanter til bestyrelsen. Både for at bestyrelsen har mulighed for at varetage sit ret omfattende arbejde, og fordi vi - som indgående diskuteret ved tidligere vedtægtsændringer - ønsker at have et ulige antal mediemedlemmer i bestyrelsen. 

(OBS i denne forbindelse at medlemskab af foreningen, jævnfør vedtægternes § 4, for mediemedlemmer kræver aktiv faglig udøvelse. For branchemedlemmer kræves professionel tilknytning til rejse- og turistbranchen.)

Ændringsforslaget blev ikke vedtaget, idet der var uenighed om antallet af evt. suppleanter. Der var 14 for og 17 imod forslaget. 

Under vedtægtsdebatten drøftedes også tidsfrister som en konsekvens af de vedtagne ændringer. Det blev vedtaget, at paragraf 11 f. skal have følgende ordlyd.

”Forslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, indsendes til bestyrelsen seneste 1 måned før generalforsamlingen og udsendes til medlemmerne sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen.

Dato for generalforsamlingen meddeles via vort nyhedsbrev til medlemmerne senest den 31. 12.

 

Forslag 2. PR/image-ad hoc udvalg. 

Forslagsstillere Eva Baré, Karin Bech og Iben Danielsen. Rejsejournalisterne diskuterer ofte synlighed, nye veje og bredere tilknytning til branchen. Med et Imageudvalg vil vi kunne arbejde med nye sammenhænge og initiativer, og større synlighed for det enkelte medlem. NYHEDSBREV: Et Imageudvalg kunne stå bag nyhedsbrev til alle medlemmer – Det skal naturligvis være et online nyhedsbrev, som i begyndelsen kan komme 4-5 gange om året gerne op til nogle af de større arrangementer. I nyhedsbrevet kunne medlemmer få synliggjort deres arbejde – fire linjer om en rejseartikel med foto, intro til en tv-udsendelse eller et par overskrifter fra en aktuel niche-rejseblog. Det skal være Imageudvalget, som vælger 3-4 overskrifter evt. med links, så der kommer bredde i artiklerne, og at nyhedsnoterne går på omgang mellem medlemmerne. Ved at strø lidt aktivt rejsestof ud over nyhedsbrevet får vi synliggjort de rigtig mange opgaver der kan læses og opleves i medierne, og vi får knyttet medie-medlemmerne endnu mere over for hinanden og over for branchemedlemmerne. 

 

Nyhedsbrevet skal naturligvis have et afsnit med nyt fra Danske Rejsejournalister. Samt en boks med opfordring til at modtagerne kommer med forslag til arrangementer, foredrag, presserejser m.m.

 

FLYERS VED MESSER: Et Imageudvalg skal også forberede medlemmernes deltagelse i de store messer – gerne med flyers og andre udadvendte aktiviteter, så medie-medlemmerne spiller en mere aktiv rolle ved messerne og gør opmærksom på arbejdet og kvaliteten. 

 

Vi glæder os til at udbygge dette forslag ved generalforsamlingen, og vi stiller os også til rådighed for sådan et udvalg, som kunne nedsættes ad hoc for et eller to år, så vi kan se om det har en effekt.

Uddybning: Vi vil gerne gøre det bedre mht. at vise, hvad Danske Rejsejournalisters medlemmer står for og kan. ”Støve vores image af” over for medierne i disse svære tider. Der kom diverse spørgsmål som f.eks. hvem, der skal vælge hvilke artikler til nyhedsbrevet og FB. Udvalget stiller sig til rådighed for og sikrer, at ingen bliver forbigået. 

 

Bestyrelsen foreslog, at den snarest holder møde med de tre forslagsstillere (det bliver i april), hvor vi diskuterer nærmere, hvordan det kan fungere i praksis. Forslaget blev enstemmigt godkendt.   

 

Pkt. 10. Eventuelt. 

a. Der blev rejst et spørgsmål om, hvordan vores Facebook-side fungerer og skal fungere. Grundlæggende er vores FB-side en like-side, hvilket har været målsætningen og beslutningen fra start. Siden er en officiel side, som fortæller om foreningens aktiviteter etc. Har foreningens medlemmer lyst til at poste et indlæg, kan det sendes til et af medlemmerne i bestyrelsen. Alla kan tillige frit kommentere på indlæg. Hvis der blandt medlemmerne er et ønske om herudover at oprette en såkaldt gruppeside, er det på eget initiativ. Vores side er en såkaldt ”like-side”, ikke en gruppeside. 

 

b. Enkelte har (haft) problemer med at modtage mails fra foreningen. Vi arbejder på sagen, men systemet siger, at disse mails ér udsendt. Vi får det i orden. (Red. Anm.: Skulle virke pr. 15.3.)    

Generalforsamlingen sluttede hermed i god ro og orden. 

Formanden takkede dirigenten og også tak til Lars Johansen for hans arbejde i bestyrelsen igennem 10 år.

 

Også tak til vores vært Radisson Blu Scandinavia. 

 

 

 

Referent: Lissen Jacobsen.             Dirigent: Lars Thykier

 

18. marts.2016
 

Danske Rejsejournalisters regnskab for 2015

Driftsregnskab 1.1.-31.12.                                           2014                                             2015                                                          

Indtægter

 

Kontingent                                     96.561.08                                             106.224.53

Sponsor indtægter                                                                          10.500.00                                               20.000.00

 Renteindtægter                                       2.480.75                                                 3.516.62

                                                                                        

I alt                                                                                              109.541,83                                             129.741.15   

Udgifter

                                                    

Møder                                                                                          11.748.55                                                 38.932.85

 

Administrations gebyr,  kontorhold  m.v til kasserer                    33.000.00                                                33.000.00

Administration  i øvrigt                                                                    2566.89                                                  2.006.50  

Gouda Forsikring a conto       57784,00                                                             48.633.00

    -          -             rejsedage         - 5.150,75                                  52.633.25            4.339.25                    44.293.75

Rejsepris                                        1.624.50                                                        0.00

Internet- hjemmeside                                                6.170.50                                                 6.170.50

Gebyrer                     609.00                                                    568.00

Overskud                                        1.189.14                                                 4.769.55

 

I alt                                     109.541.83                                        129.741,15        

 

Status pr. 31.12.                                                                2014                                            2015                                  

 

Aktiver

Overskuds konto                                                                             19.582.01                                                  5.771.15

Girobank                                                              6.645.22                                                10.225.63

 Obligationer bogført værdi                                                        86.418.36                                                82.516.20

Balance                                                            12.645.59                                                98.512.98

Passiver

Egenkapital    primo                                                      107.486.89                                              112.645.59                                                                         

Udlæg kasserer                                                                                  1.063.95                                                        0.00

Udbytte obligationer                                                                         2,905.61                                                         0.00

Overskud                                                                                           1.189.14                                                  4.769.55

Overført fra overskud til drift                                                                                                                       - 15.000.00

Kurstab obl.-.                                                                                                                                                -   3.902.16

Egenkapital ultimo                                                                      112.645.59                                               98.512.98

 

 

Note: Obligationsbeholdning 31.12.2015:    Nominel

Dansk Invest obl.  Kurs  96.85     kursværdi  –   kr. 82.516.20

 

 

Ølstykke den                                                                         Regnskabet er revideret og beholdningerne konstateret

 

Underskrevet af

 

 

Aage Krogsdam,                                                                                     Arne Hansen,

       Kasserer                                                                                               Revisor



Til nyhedsoversigt
  • Se alle