29. april 2016

Smag på Sydfyn

Nogle af jer husker sikkert de hyggelige arbejdsture, vi engang tog ud på i det danske landskab. Arbejde og socialt samvær kombineret på bedste vis. Nu vil vi forsøge sådan en tur igen. Johnni er flyttet fra Indre Vesterbro i København til en lille ø ud for Svendborg i det sydfynske. Han vil gerne dele sin begejstring for området med os andre.
 
Der kommer oplæg til gode historier fra Johnni inden turen.
 
Program
Afgang København kl 08:30 lørdag den 4. juni ved Frihedsstøtten/Hovedbanen.
 
Pickup: (Evt. Jørn Henrik i Sorø + Nyborg Station: jyder, fynboer og Johnni).
 
Egeskov, ankomst 10:45.
Egeskov er netop kåret af amerikanske "Condé Nast Traveler" som et af Europas 50 smukkeste steder at besøge. Hvad er ideen bag det smukke aktivitetscenter midt på Sydfyn?
Direktør Henrik Neelmeyer, tidligere direktør i Spies, giver os et lille indtryk af stedet. Grev Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille kigger nok forbi.
 
Ankomst Svendborg 12:25.
Gåtur i Svendborg til 13:15. Torvedag, specialforretninger, købstadsidyl, træskibshavn... Svendborg er på én gang købstadsidyl og en handelsby med et rigt kulturliv og et livligt havnemiljø.
 
Frokost på Restaurant Ærø ved havnen kl 13:15 med en del sydfynske produkter.
Sammenslutningen af ildsjæle i Kulinarisk Sydfyn præsenteres af den daglige leder Mikael Hansen.
 
I Maritimt Center på havnefronten vil Tom Pelle, formand for Turistforeningen, og Anja Mia Haas, eventchef, give nogle korte indlæg om events, Maritimt Center, shopping, levende musik mm.
 
Afgang med veteranskibet Helge 14:30. Undervejs er der mulighed for at nyde et af de allersmukkeste farvande i Danmark, omgivet af grønne skove. Det vil være muligt at stille spørgsmål til turistfolkene.
 
Helge lægger til fire steder inden ankomsten til Valdemars Slot kl 15:25.
Det er sikkert ikke baronesse Caroline Fleming, men faderen baron Niels Krabbe Iul-Brockdorff eller Gitte Groth-Jensen, der giver et par gode historier om slottet. Dagen før er der koncert med Krebs/Falch og Lis Sørensen.
 
Vi kører fra Valdemars Slot 16:00. Går gennem Grønnegade i Troense. Den er udnævnt til at være Danmarks mest idylliske landsbygade.
 
Vi kører til Skårupøre Vingård i 50 meters højde med kort speak og smagsprøver hos Bente Rasmussen og Carsten Andersen. Besøg på Aqua Vitae ved siden af. Her producerer Lene True og Karsten Kjer Michaelsen blandt andet Fynsk Calva og kryddersnapse til frokosten. På bestilling leverer de destilleri-produkter til Claus Meyer, Noma og hvem der ellers måtte ønske det.
 
Ankomst Hotel Christiansminde kl 19:00.
Dinner på Christiansminde med kaffe og en lille én.
Christiansminde skulle være et af de nye kystprojekter i et af Danmarks smukkeste landskaber.
Direktør Holger Brodersen fortæller om projektet, der måske er lagt i mølpose.
Hotellet er inde i en omstilling fra et HK-kursuscenter til et aktivitetshotel med bred appel.
 
 
Busafgang til København kl 20:30.
Ankomst Hovedbanegården ca 22:45.
 
Der kan tilbydes overnatning til en rimelig pris på Hotel Ærø og Hotel Svendborg i centrum af Svendborg.
 
Tilmelding og betaling
Alle medlemmer af Danske Rejsejournalister kan være med. Dog med en fortrinsret for mediemedlemmer, hvis tilstrømningen skulle være stor :-) Vi har plads til max 40 deltagere.
I et begrænset omfang er der også plads til evt. spouse.
 
Pris: Medlemmer: 250 kr. Spouse: 400 kr.
Beløbet inkluderer: Heldagstur i luksusbus, dansk guide det meste af vejen, entréer, frokost med lækre lokale produkter, sejltur på Svendborgsund, drikkevarer og smagsprøver, kulinarisk dinner + en fin gavepakke!
Du klarer selv: Det gode humør, pen og kamera!
 
Tilmeldingen foregår via johnnibalslev@gmail.com.
Betalingen til foreningens kontonummer sker når din tilmelding bekræftes efter tilmeldingsfristens udløb.
 
Tilmeldingsfristen er senest søndag den 15. maj.
 
 
De venligste hilsener
 
Bestyrelsen og Johnni (20403669)
 
 
 
 
 


Til nyhedsoversigt
  • Se alle