I lighed med sidste år arrangerer Danske Rejsejournalister bus til Herning til den store feriemesse Ferie for Alle i Herning 23.- 25 februar.
Du kan besøge ikke alene de mange destinationsstande, men også standene for en lang række udenlandske turistkontorer og ambassader. I Danmarkshallen får du mulighed for at smage på mange af de lokale kulinariske specialiteter, som præsenteres på de enkelte stande i samarbejde med de danske destinationer.
Der er således mange muligheder for at få både en dejlig og en faglig dag ved at tage med Rejsejournalisterne til Herning, hvor vi også uddeler vores Lighthouse Tourism Award kl. 11.30 i den store hal.
Afgang bliver fra Ingerslevsgade ved DGI Byen tæt på Københavns Hovedbanegård fredag den 23. februar kl. 06.50, og der er mulighed for at stå på bussen i Nyborg. Vi kører retur fra Herning kl. 17.30.
Kort efter afgang fra København serveres rundstykker og kaffe/te i bussen, og på hjemturen serveres vand og sandwiches. Ligeledes er alle deltagerne inviteret til Danske Rejsejournalisters og Herning Messecenters pressefrokost kl. 13.00. Desuden har du mulighed for at deltage i forskellige pressearrangementer i løbet af dagen.
Takket være støtte fra Messecenter Herning og Bravo Tours er det muligt at gennemføre denne tur for kun kr. 250 pr. deltager. Vi har plads til 44 i bussen.
Tilmelding sker efter først til mølle-princippet og skal være os i hænde senest den 20. januar på info@rejsejournalisterne.dk. Samtidig med tilmelding bedes du indbetale 250 kr. på vores konto 7436 1069672.
Bestyrelsen håber, at mange vil støtte op om denne tur til Ferie for Alle i Herning.
Godt nytår og på gensyn den 23. februar.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen