Kære alle
Nu er den nye bestyrelse for alvor trukket i arbejdstøjet. Vi er gået i gang med revitaliseringen af vores forening og har nedsat en række arbejdsudvalg. Vi regner med at vende tilbage umiddelbart efter sommerferien med en opdatering på revitaliseringen.
Vi har fået en positiv henvendelse fra bestyrelsen for Flyvejounalisterne. De har et ønske om at fusionere deres forening med Danske Rejsejournaslister. På baggrund af henvendelsen er bestyrelsen positiv, og vi har indledt drøftelser omkring de praktiske ting i forbindelse med en fusion. Vi regner med at indkalde til et orienterende medlemsmøde i begyndelsen af august.
Bestyrelsen har drøftet forslaget stillet på generalforsamlingen fra tre jyske medlemmer om tilskud til betaling af transportudgifter for medlemmer vest for Storbælt i forbindelse med deltagelse i møder i København. Der er imidlertid for mange praktiske udfordringer med en sådan tilskudspolitik. Hvor stort skal beløbet være, og skal det kun gælde medlemmer vest for Storebælt? Hvad med medlemmer fra de dele af Sjælland, hvor der er mere end 100 km til København? Hvor mange møder skal der være tilskud til osv. Og så det helt overordnede, nemlig at ved at give det tilskud som forslagsstillerne forslår, vil foreningens kasse blive drænet i løbet af nogle få år.
På den baggrund ønsker bestyrelsen ikke at arbejde videre med forslaget. Men foreslår til gengæld forslagsstillerne selv at komme med ideer til medlemsmøder i Jylland, hvorpå bestyrelsen og sekretariatet vil hjælpe med at tilrettelægge et sådan møde. I øvrigt kommer der et medlemsarrangement en hel dag på Fyn i august måned. Herom senere.
Med hensyn til forslaget om at holde generalforsamling i Odense, kan bestyrelsen ikke gå ind herfor. Dels er der økonomi i det, dels er det praktisk besværligt, og endelig tror vi ikke på, at der vil dukke ret mange medlemmer op fra Sjælland. På generalforsamlingen blev der i øvrig foretaget en vejledende afstemning, og blandt deltagerne var der ud af cirka 20 kun to, der ville komme til Odense.
Inden sommerferien har vi et debatmøde i Tivoli omkring forlystelsesparkerne. Det er den 27. juni med fire spændende paneldeltagere og et let traktement herefter. Der vil være fri adgang til parken efter medlemsmødet.
Vi ønsker alle vores medlemmer en rigtig dejlig sommer
Bestyrelsen