Selv om hele verden stort set er lukket ned, kan det være, at nogle af jer er strandet uden for Danmarks grænser. Og andre har måske måttet annullere en presserejse.
Vi har kontaktet Gouda Forsikring angående situationen og har fået nedenstående information, som forhåbentlig kan være til hjælp for de af jer, der er i tvivl om et eller andet.
Goudas Rejseforsikring dækker fortsat primært sygdom/hjemtransport under rejse samt med de øvrige dækninger under rejsen – herunder evakuering, dog ikke hvis man rejser til et land, hvor UM har evakueret (f.eks. visse områder i Kina).
Der er fortsat fuld dækning for sygdom – også hvis man bliver ramt af coronavirus.
Afbestillingsdækningen dækker afbestilling, såfremt den rejsende (eller nær familie) bliver syg inden afrejse – afbestillingsdækningen dækker ikke, hvis man afbestiller, fordi UM fraråder at rejse. Her skal man tage fat i sit rejsebureau, hvis man har arrangeret rejsen den vej.
Har man selv bestilt en flybillet via nettet direkte hos et luftfartsselskab, skal man kontakte flyselskabet for at få refusion.
Danske Rejsejournalisters forsikringspolice har nr. DK 4708052, og du er altid velkommen til at ringe til Gouda på telefon 3315 6060, hvis du har spørgsmål.
Med venlig hilsen Bestyrelsen