Danske Rejsejournalister inviterer til debatmøde i København. Emnet er: Vil klimabevidsthed og flyskam få os til at vælge togrejser til?
Det finder sted ONSDAG D. 29. APRIL 2020
Hotel Phoenix, Bredgade 27, kl. 16 til 18
Selv om hele Danmark pt. er delvist lukket ned i kampen mod covid-19-virusudbruddet, vover bestyrelsen alligevel at indbyde til medlemsarrangement. Men først i slutningen af april og naturligvis med forbehold for aflysning skulle omstændighederne kræve det.
Det er ikke mange år siden, adskillige forbindelser med nattog gennem Europa blev sparet væk, fordi de blev udkonkurreret af fly-lavprisselskaber. Men stigende klimabevidsthed og snigende flyskam er på vej til at vende billedet, så vi igen er begyndt at interessere os for fly-fri rejser.
F.eks. har det svenske Trafikverket annonceret, at der mellem 2022 og 2023 skal oprettes nye forbindelser med nattog mellem Malmø over København til Køln, hvorfra der er forbindelse til bl.a. Amsterdam, London og Paris. Og i Østrig er statsbanerne begyndt at udvide forbindelserne med nattog i stedet for at spare dem væk. Så langt er vi desværre endnu ikke i Danmark. Men forhåbentlig kommer det.
Vi har indbudt en håndfuld relevante aktører til paneldebat om et aktuelt emne, som alle i branchen bør forholde sig til. En paneldeltager kommer fra DSB, to fra rejsebranchen og én er passioneret togrejsende med Danmarks nok største togrejse-community/fællesskab på Facebook.
Panelet består af:
- Britt Sallingboe, forfatter, togrejsende, Facebook-bestyrer og meget mere
- Niels-Otto Fisker, kommunikationschef DSB
- Jakob Skov Johansen/Lau Holmelin, togrejsebureauet GrønRejs
- Peter Rasmussen, Silver Tray, planlægnings- og bookingplatform for togrejser
Vi begynder kl. 16.00 med paneldebat til senest 17.45. Der serveres kaffe, te og kage til arrangementet.
Deltagergebyr 100 kr. betales kontant ved indgangen.
Tilmelding skal ske på info@rejsejournalisterne.dk senest 22. april 2020.
Udeblivelse uden afbud senest 27. april 2020 medfører et no-show gebyr på 250 kr.
Med venlig hilsen Bestyrelsen