Hellere togstolthed end flyskam

Man kan konkludere, at togrejser er vejen frem. Især hvis det kører på skinner.

Af Lissen Jacobsen

Vil klimabevidsthed og flyskam få os til at vælge togrejser til? Det var dagens emne på medlemsdebatmødet d. 3. september med godt 30 spørgelystne medlemmer og et engageret panel med forstand på togrejser, deres status og vilkår. Det enkle svar er, at interessen for at rejse med tog, også til udlandet, er stigende og langtfra en døgnflue.

Panelet var forfatter og ivrig togrejsende Britt Sallingboe med facebooksiden togrejser.dk, bæredygtighedschef i DSB Aske With-Knudsen, Jacob Skov Johansen fra GrønRejs og Peter Rasmussen fra Silvertray. De to sidste har inden for det sidste par år oprettet specialisererede togrejseplatforme/bureauer, som gør det nemt at tage toget.

Alle fire paneldeltagere bekræftede en voksende lyst til at rejse med tog. Det skyldes især en stigende klimabevidsthed med lyst til at rejse mere bæredygtigt og vælge nogle af flyrejserne fra. Togrejser tager lang tid og er ofte langt dyrere, men der er en hel del fordele, kunne deltagerne erfare. Bøvl kan togspecialisterne gøre noget ved med togpakkerejser, ligesom f.eks. skattelettelser på tog vil påvirke prisen positivt.

Britt Sallingboe oprettede i 2018 facebooksiden Togrejser.dk, som nu har 7.000 medlemmer. Det er et forum for togrejseoplevelser, og her deles erfaringer og forslag til togrejser. Sallingboe fortalte, at hun tidligere var glad for at flyve, men nu er decideret togfreak. Hun fremhævede ikke mindst Interrail for seniorer, som ikke fandtes for nogle år siden. Hun ville hellere ”tale om togstolthed end om flyskam”, og hun planlægger og bestiller alt på forhånd, og så går det hele nemmere.

Vækst i brug af tog

Aske With-Knudsen er bæredygtighedschef i DSB og fortalte, at DSB skal være bæredygtig alle steder og arbejder hårdt for at blive det mere og mere. Her skal man være CO2neutrale i 2030, og energiniveauet er allerede halveret. Tog er mere miljørigtige end selv elbiler. DSB er på vej med flere tog og nye ellokomotiver. Nogle af problemerne med togrejser skyldes, at reservationssystemerne ude i Europa ikke er ensartede, og der er ikke den store samarbejdsvilje.

Billetsamarbejde er derfor et fokusområde, for det er en svaghed, at det kan være svært at booke sine togbilletter, ligesom flere afgange er ønskelige.

Men der er vækst i internationale togrejser, især Interrail, som er tredoblet på tre år. DSB sælger nu godt 15.000 Interrailpas pr. år, hvor det i storhedstiden for nogle årtier siden var 20-25.000. Lige før coronakrisen var der 18 % vækst på billetsalg trods mange problemer med de togbusser, som har været indsat mange steder. DSB sidder med 20 procent markedsandel over Storebælt, busserne kun på tre til fire procent. Bæredygtighed er vigtigt for DSB’s passagerer, og f.eks. planlægges der nu flere gymnasiestudieture med tog – eller en kombination af tog ud og fly hjem.

Det er en torn i øjet på mange, at nattog forsvandt i Danmark i 2014. Ask Knudsen fortalte, at nattog er rasende dyrt, fordi toget er bundet ude på destinationerne ligesom personalet. Han tilføjede senere som svar på et spørgsmål, om hvorfor DSB ikke presser på for at få nattog igen, at ”danskerne er bagud, men der er politisk vilje, og vi skal undersøge det igen. Har man ikke politisk vilje, har man intet at forhandle med. DSB er statsejet, så det er en samfundsopgave. Men det går ikke, at vi hæver togpriserne i Danmark for at lave en underskudsforretning i udlandet. Det er dyrt at etablere samarbejder, og hvad så hvis det ikke dur? Vi har tabt mange millioner før”?

To special-platforme

Jacob S. Johansen og Peter Rasmussen repræsenterede togrejsebureauer. De har fundet nichen ”at skræddersy togrejser” og tror fuldt og fast på, at tog er vejen frem til både ferie – og forretningsrejser og gymnasieture. Jacob Johansen har med venner etableret GrønRejs og Peter Rasmussen repræsenterer Silver Tray, der især arrangerer amerikaneres togrejser i Europa.

Jacob Johansen fik ideen til sit bureau på et fly på vej hjem, hvor han pludselig fik det skidt i forhold til klimabelastningen. Han kunne samtidig også se potentialet i at arrangere togrejser og simpelt hen gøre arbejdet for folk. For det er faktisk ikke enkelt at købe togbilletter til mange byer i udlandet. Men det skal være nemt, og det bliver det med togpakkerejser, som samtidig giver tryghed ift. pakkerejselovgivningen.

”Jeg kunne se, at der manglede sådan nogen som os, så vi satte vi fire-seks rejser sammen, etablerede website – og blev blæst bagover af en kæmpeinteresse for vores produkt. Vi nåede at være i gang fra december 19 til marts 20, så kom coronaen. Men nu har vi bygger flere rejser og er ved godt mod. Vi glæder os til togets storhedstid. Det er sandt, at der ofte er togforsinkelser, så derfor skal man ikke bare have plan A, men også plan B og måske også C. For det er jo transporten til rejsemålet, der batter grønt.”

Togrejser på et sølvfad

Silver Tray er en planlægnings- og bookingplatform for togrejser, der siden 2018 målrettet har serveret togrejser i Europa på det store, amerikanske marked.

Peter Rasmussen fortalte, at Silver Tray har udvalgt foreløbig 55 destinationer i Europa med de bedste togrejseruter sat op med firestjernede hoteller, og løser i det hele taget alle de logistiske problemer. ”Vi sælger til klimatosser, eller skulle jeg sige aficionados/entusiaster. Det er folk, som gerne vil betale, og der er også et marked i Danmark. Vi sælger ikke rejser som sådan, men vi sælger ekspertise”.

I den følgende debat blev der stillet mange spørgsmål, og vi fik mange gode svar. F.eks. at det er vigtigt at promovere produktet med eksempelvis at understrege fordelene bedre, selvfølgelig hjulpet af billigere priser og (gerne) kortere rejsetid. Men det er nemt at rejse med tog til to eller flere destinationer på samme rejse, man rejser fra bycentrum til bycentrum til bycentrum og slipper for security og ventetid i lufthavne. Seniorer har tid og (måske) råd. Børn rejser billigere og de helt små gratis. Komforten skal forbedres, f.eks. er der luksustog på vej i Østrig. Der skal være portaler på tværs og store spillere med visioner. Togmarkedet ér styrket, og måske ville det være bedre med færre indenrigsfly. Vi vil stadig flyve longhaul, men vi skal lave flere weekendture med tog. Unge er mere miljøbevidste og vil gerne lave rejsekombinationen fly & tog. Hurtigere rejsetider, flere afgange. DSB har succes med Orange billetter, måske kan det koncept bredes endnu bedre ud i Europa. Flere erhvervsrejser med tog. Har toget et imageproblem? Så skal vi hæve renommeet. Men togrejser er allerede i stigning.

Debatmødet sluttede med, at ordstyrer Rikke Koks Andreassen bad de fire panelister om at svare på ”hvorfor togrejser” i en enkelt sætning. Det blev til:

Ask: En togrejse er mere end en destination.

Jacob: Lev i nuet og udnyt tiden med din familie.

Britt: Man kan glæde sig i et tog, snakke, drikke vin, det er livgivende.

Peter: Hygge og bæredygtighed.

Scroll to Top