5. november 2025
Kære alle
Velkommen til Danske Rejse & Flyjournalisters efterårsnyhedsbrev.
Tak for sidst
Allerførst vil vi gerne sige tusind tak for sidst. I var i høj grad medvirkende til, at vores 50-årsjubilæum blev en fest. Tak fordi I mødte så talstærkt op og fejrede foreningen.
Til vores branchemedlemmer (virksomheder) skal der også lyde en kæmpe tak for alle de flotte gaver, I havde medbragt.
En særlig tak går til Den Tyske Ambassade for generøst at låne os deres skønne kantine på toppen af Portland Towers i Nordhavn og til Tysk Turist Information for at være bindeled mellem os og ambassaden.
I bestyrelsen har vi evalueret forløbet, blandt andet på baggrund af nogle af de tilbagemeldinger, vi har fået fra jer medlemmer efterfølgende. De har i høj grad været positive, og det er vi meget glade for. Flere af jer har dog nævnt, at festen nok sluttede vel tidligt.
Egentlig er det jo et godt tegn, når folk ikke har lyst til at forlade en fest, men aftalen med ambassaden og det personale, der var mødt op, var, at vi skulle ”lukke og slukke” klokken 21.00.
På samme tidspunkt skulle kantinen være ryddet og se ud, som da vi kom. I bakspejlet kan vi godt se, at lige præcis dén melding, den fik vi desværre ikke kommunikeret tydeligt, da vi sendte invitationen til jer.
Udover dette lille bump på vejen har jeres tilbagemeldinger været utvetydigt positive.
Jubilæumsmagasinet
Vi håber også, at du fik et eksemplar af jubilæumsmagasinet med hjem fra festen. Vi har stadig et par kasser tilbage, og vi tager et par stakke med til de kommende arrangementer, så du kan få et, hvis du ønsker det.
Invitation til event med ANTOR er på vej
Apropos arrangementer, afholder vi den 20. november 2025 kl. 16.00 det årlige event med ANTOR. Det foregår Amaliegade 13, 1256 København K. Konceptet er det samme som tidligere: En slags speed-dating mellem turistkontorerne i Danmark og Sverige – og de skrivende medlemmer. Vi sørger også for lidt snacks. NB. No show og afbud senere end to dage før koster kr. 200. Invitation med tilmeldingsinfo er på vej, så hold øje med indbakken.
Min side på hjemmesiden
Flere af jer har allerede indsendt artikler og billeder til Min side på vores hjemmeside og tak for det. Men vi vil gerne have mange flere med, så der er mange rejse- og flyjournalister repræsenteret på hjemmesiden. Du kan læse mere om projektet her.
Du er altid velkommen til at skrive til Louise Alkjær, hvis du har spørgsmål til Min side. Louises e-mail er louise_alkjaer@hotmail.com.
Den gamle alfabetiske liste med navne og kontaktoplysninger på hjemmesiden bliver nedlagt inden årsskiftet, da alle har fået egen Min side med de samme oplysninger.
Der er stadig lidt teknik, der driller med Min side, men vi er opmærksomme på det.
Vi ønsker alle et dejligt efterår.

