Kære alle
Året er så småt ved at rinde ud, og det har været et ret spændende år for foreningen. Den mest skelsættende begivenhed var, at Rejsejournalisterne og Flyjournalisterne fusionerede i august. Det betyder, at vi har fået godt en snes nye medlemmer i foreningen, og der skal lyde en varm velkomst til dem.
Vi har som sædvanligt holdt en række medlemsmøder med god tilslutning i årets løb. Vi startede med et besøg i Tune Lufthavn i januar. Så fulgte den årlige tur til Ferie For Alle i Herning med meget god tilslutning, derefter generalforsamling, efterfulgt af et hotelbesøg i København og et debatmøde i Tivoli om forlystelsesparker, deres status, overvejelser og fremtidsplaner.
Efter sommerferien arrangerede vi i samarbejde med Destination Fyn en pressetur til Svendborg og Odense med god tilslutning. Så havde vi ekstraordinær generalforsamling omkring fusionen med flyjournalisterne. Senest afholdtes den årlige Get Together med et antal af de udenlandske turistkontorer i ANTOR. Den polske ambassade i Hellerup var vært i de smukke lokaler og ikke mindre end 30 journalister deltog.
Bestyrelsen arbejder intenst med en revitalisering af foreningen, og vi melder nyt ud på generalforsamlingen i marts næste år. Tak for forslag til nyt navn for foreningen. Vi er også i gang med at planlægge et jubilæumsarrangement, formentlig i maj 2025, hvor Danske Rejsejournalister fylder 50 år. Mere herom senere.
Besøg i lufthavnen
I januar arrangerer vi et besøg i Københavns Lufthavn, Kastrup, hvor der er mange nye tiltag i gang, Invitation udsendes snart. Desuden kommer der som kort tid invitation til Ferie For Alle i Herning fra den 21. til 23. februar 2025. Vi arrangerer igen bustur om fredagen fra KBH til Herning med opsamling på Fyn.
Rejsepriser
Traditionen tro uddeler vi igen Rejsejournalisternes tidligere Havfruepris, nu Lighthouse Tourism Award, ligesom vi uddeler en ny pris. Tidligere kårede vi årets rejsejournalist, men denne pris har vi ændret til, at det fremover skal være et Rejseformidlingsprodukt, der hædres. Det kan være en artikel, en serie artikler, en podcast, en video, en programserie m.v. om rejser i ind- og udland. Modtageren af prisen får et gavekort fra Spies på kr. 5000. Uddelingerne vil ske i den store Udenlandshal kl. 12 fredag på messen. Vi beder medlemmer om at indsende forslag både til Lighthouse Tourism Award og til Rejseformidlingsprisen på: info@rejsejournalisterne.dk senest d. 20. december.
Pressetur til Vadehavet
Vi kommer også til at tilbyde en todagestur til Vadehavet i marts måned. Invitation udsendes snarest. Bestyrelsen vil endnu engang opfordre alle medlemmer til at tjekke deres kontaktinformationer på hjemmesiden: Er navn, telefonnummer og ikke mindst mailadresse korrekt? Hvis ikke bedes du sende rettelser hurtigt til info@rejsejournalisterne.dk.
Generalforsamling
Vi indkalder hermed til generalforsamling tirsdag den 25.marts 2025 kl. 11.30. Den holdes på Hotel Wake Up i Borgergade. Dagsorden udsendes i januar 2025. Husk at forslag til generalforsamlingen skal sendes til bestyrelsen senest en måned før.
Vi ønsker alle medlemmer og deres familier en rigtig GLÆDELIG JUL og et forrygende nytår. På gensyn i 2025.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen
Julebilledet er venligst udlånt af TyskTuristinformation (c) Timo Sommer.