Danmarks fem vikinge-ringborge får Lighthouse Tourism Award 2024

Danske Rejsejournalisters Lighthouse Tourism Award (tidligere Havfrueprisen, red.) blev i dag ved den store rejsemesse Ferie for Alle i Herning Messecenter tildelt de fem vikinge-ringborge, Fyrkat ved Mariager, Aggersborg i Himmerland, Nonnebakken på Fyn, Trelleborg ved Slagelse og Borgring ved Køge.

”Et team af medarbejdere fra de fem museer, hvor ringborgene geografisk er placeret, har igennem 16 år gjort et enormt og dedikeret arbejde for at få disse ringborge med på UNESCOs verdensarvsliste og dermed placerer Danmark på verdenskortet. Det lykkedes i efteråret 2023. Derfor tildeles disse medarbejdere Danske Rejsejournalisters Lighthouse Tourism Award 2024 for deres afgørende og ihærdige indsats”, sagde Danske Rejsejournalisters næstformand Rikke Koks Andreassen ved overrækkelsen.

De fem ringborge repræsenterer en unik periode i verdenshistorien. En betydningsfuld periode, hvor den danske Kong Harald Blåtand samlede riget og gjorde danerne kristne.

Ingen af de oprindelige ringborge findes i sin helhed i dag, men flere af dem er markeret med jordvolde og aftryk af, hvordan landsbyerne inden for voldene har set ud.

Museerne bag hver af de fem ringborge arbejder alle med formidlingen af denne særlige periode i Danmarkshistorien. Ringborgene er et fortidsminde, der med denne UNESCO-certificering sikres at blive bevaret og udviklet, således at kvaliteten af oplevelsen højnes. Endnu et verdensarvs-ikon i Danmark betyder meget – både for Danmarks brand som rejsemål og den lokale destinationsudvikling. 

Knuthenborg Safaripark
Ud over vikinge-ringborgene var der yderligere to nominerede til prisen, og nummer to blev den store safaripark, Knuthenborg på Lolland. De senere år har safariparken udvidet aktiviteterne og oplevelserne med flere dyr, blandt andet elefanter og løver.

Den nyeste attraktion er Evolutionsmuseet, hvor man kan opleve evolutionen 300 millioner år tilbage i tiden og møde mange forskellige dinosaurer. Desuden er der mulighed for at overnatte blandt elefanter, giraffer og aber i 64 store camps med plads til 6 personer i hver. Du kan også bo i hytter, hvor der kun er en glasrude mellem dig og ulve og løver. Tigerne befinder sig i Europas største anlæg af sin art.

En naturlegeplads med landets stejleste vandrutschebane hører også til attraktionerne i parken, ligesom abebussen kører rundt med gæster blandt de mange dyr dagen igennem. Safariparken har for alvor sat Lolland i fokus, hvor tusinder af gæster fra ind – og udland årligt besøger parken.

Broløkke Herregård
Som nummer tre var Broløkke Herregård på Langeland nomineret. Nogle af landets dygtigste arkitekter og lokale håndværkere har gennem flere omgange de seneste 20 år renoveret den gamle herregård. Renoveringen er gennemført med stor respekt for de eksisterende bygninger, landskabet og historien. Der er blandt andet indrettet 46 værelser og 13 lejligheder, stor eventsal, mikrobryggeri, restaurant, bistro samt spaområde.

I dag omfatter aktiviteterne weekend ophold, konferencer, familiefester, foredrag mv. Alle råvarer, der benyttes i restauranterne, dyrkes lokalt. Broløkke Herregård er i dag en stor attraktion på Langeland, som tiltrækker mange gæster både fra ind- og udland.

Her er kandidaterne til årets Lighthouse Tourism Award. Fra venstre er det Brian Lindorf Hansen fra Knuthenborg, Dennis Dahl fra Broløkke Herregård og Poul Baltzer Heide som repræsentant for de fem vikingeborge og dermed vinderen. Marie Klitgaard Breuning fra Trelleborg er også med samt yderst til højre Næstformand Rikke Koks Andreassen fra Danske Rejsejournalister, der uddelte priserne på scenen. Foto: Peter Hauerbach. 

Scroll to Top